Min første fødselshistorie

D. 13/8-17, kl. var omkring 7 og jeg vågnede fordi jeg skulle tisse. Jeg var gravid i uge 36+0 og min krop var tung! Jeg vraltende ud mod toilettet og fik sat mig, men fornemmelsen var anderledes, væsken kom et andet sted fra. Det undrede mig og da jeg rejste mig for at kigge, begyndte det at løbe ned af mit ben. Det kom virkelig bag på mig, min mand og jeg havde planlagt en hjemmefødsel, og vi var slet ikke klar endnu. Jeg kaldte på min mand, som stadig sov og jeg kunne høre, at han vågnede med et set. Han stod i døren med det sammen, helt rundforvirret men frisk. ”Jeg tror mit vand er gået” sagde jeg, ”jeg ringer op på fødegangen”. Tiltrods for den uventede situation, var jeg overraskende rolig, jeg havde endnu ingen veer og efter samtalen med jordemoderen følte jeg, at vi havde massere af tid. Jeg kan ikke svare på, hvor roen kom fra, måske fordi fødslen på intet tidspunkt havde skræmt mig, jeg vidste den var uundgåelig og tanken om den fyldte mig mere med spænding end frygt.

Vi havde på dette tidspunkt ikke bil, og min mand cyklede over efter sin fars. I mellemtiden pakkede jeg den backup taske færdig, som jeg havde forberedt hvis hjemmefødslen ville ende på sygehuset. Nu var sygehuset den eneste mulighed. Jeg var dog ret afklaret og var ikke på den måde ærgerlig.

Kl. 9 ankom vi til sygehuset. Fødestuen var som jeg huskede fra rundvisningen og det føltes trygt og genkendeligt. Her fik jeg tilkoblet et CTG-apparat, der skulle måle babyens hjerterytme og veernes styrke. Fordi jeg endnu ikke havde fået veer, fik jeg lagt drop til kemisk oxytocin. Kærlighed på flaske som jordmoderen kaldte det. Jeg havde ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring dette og tænkte ikke mere over det. Jeg havde hjemmefra lavet en ønskeliste, men vidste allerede nu, at mange af tingene ikke kunne indfries grundet den for tidlige fødsel, men jeg håbede! Et af mine største ønsker var at føde i vand, men var desværre ikke en mulighed med alt det udstyr jeg skulle have på, ikke engang et lille brusebad. Jeg var faktisk dybt skuffet og skulle lige sluge beskeden før jeg kunne acceptere det.

I løbet af formiddagen tog veerne lidt til, men stadig ikke i en grad, så de påvirkede mig, derfor blev der skruet op for mit ve-drop. Overmiddag begyndte mine veer at tage til, den store pilates bold havde været min bedste ven siden ankomst, bevægelsen i bækkenet og massagen af min bækkenbund lindrede smerten. Da veerne begyndte at tage til, gik jeg dybere ind i mig selv, min mand stod som en klippe hos mig og støttede mit hoved og masserede min ryg og lænd mens jeg prøvede at få kontrol over min vejrtrækning. Jeg forsøgte at huske alt det jeg havde lært på mit studie omkring smertehåndtering, men det lod til min krop selv kunne fortælle, hvad den havde brug for.

Jeg blev dog forslået forskellige naturlige smertelindrende midler, og begav mig ud i akupunktur og lattergas. Det var bestemt ikke noget for mig, begge dele fik min krop til at stivne og den smule kontrol jeg følte jeg havde, forsvandt i bedøvelsen.

Pilatesbolden, min vejrtrækning og bevægelse, varmepuder og min mand var den bedste smertelindringspakke for mig. I denne meget ukontrollerbare situation som jeg stod i, fandt jeg kontrol i min bevægelse og min vejrtrækning, jeg fandt en måde at kontrollerer hvor meget smerten måtte fylde i min krop, og det gav mig følelsen af overskud og ja, kontrol og ikke mindst ro.

Omkring kl 16.30 begyndte jeg at få presse trang, men manglede stadig en god cm for at være fuldt udvidet, og jeg måtte ikke presse med veerne. Det var nogle meget lange 40 minutter, hvor pressetrangen kun blev stærkere. Udover den konstante bevægelse i min krop og min nu gispende vejrtrækning, blev den friske kolde ilt på flaske min nye bedste ven. Den kolde luft flyttede mit fokus og selvom jeg ikke kunne trækken den dybt ned i mine lunger, fyldte den min krop med overskud. Når jeg i perioder mistede kontrollen over min vejrtrækning, kom smerten ud af min mund, i hvad man nok vil kalde brøl. Noget som kom virkelig bag på mig, havde ikke forestillet mig, at jeg ville være med lyd.

Min mand snakkede mig gennem hele perioden, jeg husker ikke detaljer, men mit minde om at han var pisse god og lige som han skulle være, står meget stærkt.

Kl. 17.10, ”hvis jeg holder lidt igen her, så må du gerne begynde at presse, når trangen kommer”, en forløsende sætning, endelig. Jeg har ikke tal på hvor mange presseveer der skulle til, men det tog ca. 20 min at få vores smukke lille Anton ud. Undervejs kom der en børnelæge ind for at tage blodprøver, fordi hans hjerterytme begyndte at falde, men inden der blev gjort mere, var han ude og i mine arme. De 20 min var en vild oplevelse. Min mand, som før fødslen, havde givet udtryk for, at han ikke havde lyst til at være så tæt på at han kunne se selve fødslen, stod nu og holdte mit højre ben, så jeg kunne presse mod hans hånd. Han fortalte mig hvor langt jeg var i processen og hvor god jeg var til at presse. Selv navlestrengen havde han lyst til at klippe og stoltheden lyst ud af ham.

Jeg selv følte mig som verdens stærkeste kvinde, mit ønske om at kunne skabe mit eget lille menneske blev forløst lige her! Her gik min største drøm i opfyldelse. Han var min, af eget kød og blod, ham havde jeg været med til at skabe, mit lille spejlbillede, som jeg sådan have længtes efter! Lige der oplevede jeg lykke i sin absolut reneste form!

Drømmen om en hjemmefødsel eksisterede lige pludselig ikke mere, det her var blevet den perfekte fødselsoplevelse, og jeg har svært ved at se, hvordan fødslen kunne have være bedre, taget vores situation i betragtning.

I al min egen lykke, var vores fælles lykke, min mands og min. Skrøbelighed og gråd er ikke det min mand er bedst til at vise, men lige dér, med vores lille søn på mit bryst helt snasket i fosterfedt og helt perfekt, græd han, en sindssyg forløsning på vores turbulente rejse mod forældreskabet. Et nyt kapitel, en ny start.